Vælg en side

Med konferencen tager vi jo naturligvis fat på den nye, ændrede dagtilbudslov, hvor legen som bekendt bliver skrevet mere tydeligt frem. Som man kan læse i § 7:

Dagtilbud skal fremme børns trivsel, læring, udvikling og dannelse gennem trygge og pædagogiske læringsmiljøer,  hvor legen er grundlæggende, og hvor der tages udgangspunkt i et børneperspektiv.

Den formulering bliver uden tvivl central for arbejdet i landets daginstitutioner de kommende mange år, men hvad betyder det egentlig at “legen er grundlæggende”?

Først og fremmest må legen være til stede i alt hvad der foregår, som en grundlæggende tilgang, et mindset og en kultur i institutionen. Leg anses ofte som en aktivitet, der rummer et særligt udviklingspotentiale, især for børn, og selvom det for så vidt slet ikke er forkert, så kan man også opfatte legen som et “almenmenneskeligt livsfænomen” (Helle Marie Skovbjerg) og en “suveræn livsytring” (Ann Charlotte Thorsted), som ingen må afskæres fra muligheden for at udfolde. Det er dette syn på leg, der er nedfældet i artikel 31 om børns ret til leg i FNs børnekonvention:

“Deltagerstaterne anerkender barnets ret til hvile og fritid, til at lege og dyrke fritidsinteresser, som er passende for barnets alder, og til frit at deltage i det kulturelle og kunstneriske liv.”

Denne ret uddybes hos den danske afdeling af International Play Association, der yderligere skriver i sit arbejdsgrundlag:

“FN’s børnekonvention betragter ikke leg som et middel, men som en rettighed og et menneskelig gode på linje med frihed, tryghed og adgang til kultur. Pointen i rettigheder er, at de er personlige. Ingen har ret til at tage dem fra os, og ingen har ret til at bestemme, hvordan vi skal anvende dem.”

Børn har altså, helt formelt, ret til leg, og deres trivsel og velbefindende hænger tæt sammen med denne rettighed, men hvem skal sikre den ret i dagligdagen? Hvem kan sørge for, at der faktisk er plads til leg i børns liv?

Det måske mest indlysende svar er, selvfølgelig, pædagogerne. Pædagoger er på mange måder allerede legens fornemste forkæmpere, og legen har traditionelt været dybt forankret i den pædagogiske faglighed. Nu giver loven en anledning til igen at lade legen være omdrejningspunktet for det pædagogiske arbejde, men det kræver selvfølgelig en helhjertet indsats, nye kompetencer og ny viden.

For at legen kan fungere som leg, må den sættes tilstrækkeligt fri til at udfolde sig på sine egne præmisser. Det betyder, at de legende ikke på forhånd har afgjort, præcis hvor legen skal ende, eller hvad der mere specifikt skal komme ud af legen. Endnu vigtigere, så må de, der ikke leger med, acceptere, at det kun er dem, der leger, som kan afgøre om legen er god. Man kan ikke stå på sidelinjen og være dommere over legen. Vi må derfor insistere på og kæmpe for, at børn har mulighed for at lege, også fjernt fra vores voksne blikke og vores trang til at intervenere og kontrollere.

Det betyder dog ikke, at man skal have berøringsangst over for for børns leg – tværtimod. Hvis man udvikler respekt og forståelse for legen og de legende, så kan vi med indlevelse og nænsomhed sagtens hjælpe legen på vej med inspiration og gode rammer, der uden tvivl vil øge børnenes trivsel.

Som pædagog må man udvikle sin egen legepraksis, der gør en i stand til at reflektere over leg, argumentere for leg, skabe rammer for leg og være i leg, både alene og sammen med børnene. Man skal vide, hvordan legen føles, for ellers er det simpelthen for svært at være god til at hjælpe andre til at komme i leg.

Det er denne helhed, vi undersøger med konferencen, så du som deltager får redskaber til at arbejde reflekteret med både din egen legepraksis og legekulturen i din institution – for børnenes skyld, selvfølgelig!